Instagram login: 4 tips til at beskytte dig mod hackere
Login på Instagram her: https://www.instagram.com/accounts/login/?
Omkring 40 procent af den danske befolkning har en Instagram-konto, hvilket gør det til et af danskernes foretrukne sociale medier at være på. Desværre er det ikke alle, der blot poster billeder og tilforladeligt scroller igennem reels. Flere og flere udsættes for hackerangreb og cyberkriminalitet, hvormed de både kan få stjålet personlige oplysninger og fuldstændigt miste adgangen til deres profil.
Heldigvis er der meget, du selv kan foretage dig, som vil gøre det langt sværere for folk med lyssky hensigter at ramme din profil, hvormed du giver dig selv en sikrere tilstedeværelse på Instagram. Det ser vi nærmere på i artiklen her.
1. Hav unikke koder til alle dine konti
For bedre at kunne huske adgangskoderne, vælger mange at bruge det samme password på tværs af deres profiler på de sociale medier. Dertil er navne på kæledyr og fødselsdage nogle af de mest anvendte kombinationer, fordi det er nemt at huske – og det ved de cyberkriminelle.
Det betyder derfor, at en hacker kun behøver at knække koden én enkelt gang, før han eller hun har adgang til alle dine forskellige profiler. Og derfra vil dine følsomme og personlige oplysninger hurtigt havne i de forkerte hænder.
Altså er det ekstremt vigtigt at oprette unikke passwords til hver enkelt konto. Bruger du det samme password til dit Instagram login som til Snapchat, mail eller andre konti, bør du ændre dem med det samme. Drop desuden fødselsdatoer og din kats eller kanins navn. Lav i stedet koder, der indeholder bogstaver, tegn og tal i en rækkefølge, som kun giver mening for dig og ingen andre. Det vil gøre dine koder langt vanskeligere at knække for en hacker.
Sørg også gerne for at ændre dine koder med jævne mellemrum, da du aldrig kan vide dig sikker på, om dine koder bliver aflæst eller havner i et datalæk.
2. Gør brug af en password manager
Hvis du kører med de samme to eller tre adgangskoder på dine forskellige konti, stiller du dig selv meget sårbart. Hackes du på din Instagram, kan du som nævnt snildt hackes på dine andre profiler også.
Med en password manager står du stærkere på de sociale medier. Det er nemlig en app, der har til hovedopgave at generere adgangskoder og huske dem for dig. Alt, du skal gøre, er at udfylde dine loginoplysninger, hvorefter appen gemmer dem i et password-bibliotek.
Det kan måske lyde en smule risikabelt at indtaste alle sine loginoplysninger i en app, men det er ganske sikkert, hvis du sørger for at vælge en tjeneste, der kræver abonnement. En huskeregel er nemlig at undgå gratis apps, da du her typisk betaler med dine private data.
3. Aktivér totrinsgodkendelse
Et andet godt råd til at beskytte din Instagram-konto er at aktivere totrinsgodkendelse. Det gør det nærmest umuligt for en hacker at få adgang til din profil. Med en aktiveret totrinsgodkendelse bliver du bl.a. spurgt om en kode, der sendes til dig på SMS, hver gang du logger på din konto fra en ny enhed. Du kan kun logge ind med denne kode, hvilket hjælper med at sætte en stopper for en potentiel hacking af din Instagram-konto.
Du aktiverer totrinsgodkendelsen således:
- Log ind på Instagram på din smartphone.
- Gå til din egen konto via personikonet i nederste højre hjørne.
- Tryk på de tre linjer i øverste højre hjørne.
- Tryk på “Indstillinger” > “Sikkerhed” > “Totrinsgodkendelse”.
- Slå “Sms” og “Godkendelsesapp” til. Kontrollér, at Instagram har det korrekte mobilnummer og bekræft ved at skrive den tilsendte kode.
4. Klik aldrig på links i mystiske emails
En af hackernes mest anvendte metoder til at få adgang til din konto er gennem falske emails. Da hackerne altid leder efter nye måder at stjæle oplysninger på, bliver de hele tiden dygtigere til at efterligne reelle mails fra Instagram og andre sociale medier. Det er derfor ikke altid let bare at bruge sin sunde fornuft og gennemskue, om en mail er ægte, eller om afsender er en svindler med onde intentioner.
En god måde at bekræfte ægtheden af mailen og afsenderen er ved at undersøge selve mailadressen. Ser den underlig ud, er der højst sandsynligt tale om forsøg på svindel. Læs desuden mailen igennem og tjek for stave- og grammatikfejl. Officielle mails, der kommer fra det sociale medie, vil være skrevet korrekt uden stavefejl.
Du bør desuden altid forholde dig skeptisk til mails, der beder dig om at klikke på et link. Følg aldrig et link fra en mail, du ikke er sikker på autenticiteten af – specielt ikke hvis afsender vil have dig til at ændre din adgangskode via linket. Søg evt. på mailadressen på Google og tjek, om den stemmer overens med Instagrams officielle mailadresser. Er det ikke tilfældet, skal du afholde dig fra at klikke på noget og i stedet slette mailen.
Login på Instagram her: https://www.instagram.com/accounts/login/?